Den tidligere sergent ved Den Kongelige Livgarde, Jonas Højberg Moestrup, mistede på tragisk vis livet, efter han tidligere på måneden blev knivstukket foran sit hus i Randers.

Kort efter blev en 31-årig mand anholdt og sigtet for at stå bag drabet. Han nægter sig skyldig. 

Jonas' efterlader sig sin kæreste, Katrine, og deres 12 måneder gamle søn, Anker, som begge var i huset, da knivdrabet fandt sted. 

Og dem vil hans tidligere kollegaer i Den Kongelige Livgarde nu hjælpe i en ubærlig tid. Det skriver de i et opslag på Facebook:

'Den Kongelige Livgarde vil gerne hjælpe Jonas’ efterladte ved at gennemføre en indsamling til familien igennem Den Kongelige Livgardes Fond,' lyder det i opslaget, hvor det også fremgår, at han blev udsat for et røveri i sin bolig i forbindelse med drabet. 

B.T. har fået lov til at citere og bringe billedet fra opslaget af familien.

I en mail til B.T. uddyber Mads Rahbek, der er oberst og chef for Den Kongelige Livgarde: 

»Da Livgarden modtog den tragiske nyhed om, at den familiefar, der den 7. marts var blevet dræbt, var en af vores tidligere sergenter, var der ikke langt fra ord til handling. I Livgarden siger vi: 'En gang garder, altid garder',« lyder det.

»Vi har en tradition for at tage os af vores soldater og deres pårørende. Den tradition stammer fra de hårde udsendelser til Irak og Afghanistan, og derfor faldt det naturligt at gøre noget for Jonas' efterladte familie.«

Opslaget har allerede fået stor opmærksomhed og opbakning med over 8000 delinger og mere end 700 kommentarer, som Mads Rahbek understreger, de er meget rørte over. 

»Vi igangsatte en indsamling til Jonas' familie for på den måde at hjælpe dem, der nu står i en helt ulykkelig situation,« siger han og tilføjer:

»Opbakningen fra alle de nuværende som gamle gardere viser en korpsånd og et sammenhold, som jeg er meget stolt over at opleve blive omsat til aktiv handling.Jeg tror, at opbakningen handler om, at vi er mange, der ville ønske at andre gjorde det samme for vores familier, hvis de skulle komme i sådan en ulykkelig situation.«

Det var 7. marts, at knivdrabet fandt sted. Østjyllands Politi har hverken villet af- eller bekræfte, om drabet skete i forbindelse med et forsøg på indbrud.

Den 31-årige mand, der er sigtet for at stå bag drabet, er i øjeblikket varetægtsfængslet. Det er politiets opfattelse, at Jonas var et tilfældigt offer. 

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen 21.29, og 20 minutter senere blev den 31-årige mand anholdt på en tankstation nær gerningsstedet, hvor han ifølge politiet udviste mistænkelig adfærd.